[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Årene efter 1945 var nogle helt specielle år for de engelske borgere. De undgik den frygtede mellemkrigstid, de oplevede efter den første krig og blev i stedet en fuldbyrdet velfærdsstat. Vidste du det? Jeg gjorde ikke! Det var i hvert fald denne uvidenhed omkring emnet, der motiverede den socialrealistiske instruktør Ken Loach til at dykke ned i arkiverne og lave The Spirit of ’45, en film om Labour-partiets glemte storhedstid. Loach er kendt for netop at have portrætteret Englands klassesystem og ligeledes den fattigdom, der har foregået i slummen både som fakta og fiktion. Med en socialkritisk tilgang udvælger og observerer han de historier, der viser en dyster side af briternes liv og som næppe vil blive diskuteret på Downing Street. The Spirit of ’45 er ingen undtagelse.[/vc_column_text][vc_column_text]Hvor er ånden?
The Spirit of ’45 fortæller om den politiske udvikling i England fra mellemkrigstidens armod helt frem til i dag. Især igennem arkivklip visualiseres arbejdernes dagligdag, beskidte børn i slummen og faldefærdige boliger. Udviklingen skitseres af personlige historier gennem interviews med de ældre, der var unge dengang ”revolutionen” stod på. Ligesom klippene er de i sort/hvid, hvilket giver utroligt smukke billeder, men i sidste ende giver bagslag. Titlen giver et løfte om at formidle en tidsånd, men de sort/hvide billeder bliver fanget i fortiden. Glæden og iveren går tabt, når hvad der virker som en farverig tid bliver formidlet i triste gråtoner.[/vc_column_text][vc_column_text]Men glæden forsvinder også i en konstant utilfredshed. I en scene modtager arbejderne National Healthcare Service, og så er de glade i én dag, mens havnearbejderne i den efterfølgende scene er utilfredse med deres ansættelse. Det slår os, at problemerne er mange og store, men vi mangler lidt en dvælen ved den lykkelige tid. Det er altid videre til det næste problem.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Spirit of ’45[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ken Loach[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Storbritannien[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Socialismens fortaler
Det kan vel ikke komme som en overraskelse ud fra introduktionen, at Loach er hardcore socialist. Hans film, og især denne, vil nok vække vreden hos mange højreorienterede. Men hvor er det dog ærgerligt, at vi ikke får lov at opleve det! Dokumentaren er meget ensidig, og det er kun fortalere for socialismen, der har fået taletid. Det er skam ikke fordi, at man nødvendigvis er kritisk over for Labour-partiets reformer og den effekt, det har haft på landet, men den naturlige kritiske sans mangler noget modspil. Filmen bliver så selvbekræftende, når Magaret Thatcher ikke får lov at forsvare sig selv, da hun klippes sammen med en borger, der ytrer ”Who did this to us?”.[/vc_column_text][vc_column_text]En fantastisk historie
Men selvom filmen kan blive lidt grå i sit udtryk og lidt for ukritisk over for sig selv, så har den helt klart en styrke: Det er i bund og grund en fantastisk historie om, hvordan en regering fik løftet et samfund på randen af sammenbrud. Historien er fortalt klart og tydeligt, og selvom den kunne have været formidlet bedre, så står det stadig klart, at menneskers liv og hverdag er blevet ændret pga. denne regerings mod og lyst til forandring.[/vc_column_text][vc_column_text]Til min store overraskelse bevæger filmen sig også videre end Labours regeringstid og helt frem til Magaret Thatchers sagnomspundne tid som premiereminister. Dokumentaren er en opfordring til den næste generation om at undersøge og opdage, hvor gode tider det var efter 1945 og at det bør være muligt at kunne genskabe den tid, hvor det var arbejderne, der var i fokus. Det er en smuk tanke, og det er her Loachs dokumentar bliver relevant og til slut virkelig påvirker os, men desværre ikke nok til den helt store klapsalve.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer